Juridi§k ek§perti§e
Vi har i vores kortlægning af kontroversen omkring L87 valgt at fokusere på to stridspunkter i lov nummer 102 af 03/02/2016 ’Lov om ændring af udlændingeloven’ nemlig fortolkningen af henholdsvis: - § 9, stk. 1, nr. 2 og 3 om adgangen til familiesammenføring for personer med midlertidig opholdstilladelse i Danmark samt - § 40, stk. 9 om inddragelse af aktiver til dækning af udgifter i forbindelse med ophold i Danmark Konkret går kontroversen på, hvorvidt L87 strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8[2] om ’ret til respekt for privatliv og familieliv’, EMRK’s artikel 14 om ’forbud mod diskriminering’, FNs Børnekonvention og FNs Flygtningekonvention. Om L87 overskrider konventionerne eller ej beror på et konkret juridisk vurderingsspørgsmål, som bygger på fortolkning af gældende konventioner og L87. Kontroversen finder først egentlig afslutning i et eventuelt søgsmål ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor en endelig afgørelse stadfæstes. Domsafsigelsen markerer afslutningen for en juridisk videnskabelig kontrovers (Latour 2013:367). |
Aktører
Den teknisk-juridiske kontrovers udspiller sig primært i Folketinget, hvor en lang række aktører inviteres til at vurdere L87 gennem høringssvar forud for afstemningen om vedtagelse af lovforslaget. Disse høringer afdækker juridisk-relevante fortolkninger og vurderinger af L87. Gennem dokumentanalyse vil vi her vise de mest centrale juridiske vurderinger og fortolkninger, som udgør kontroversen. Hermed afdækkes en del af den juridiske ekspertise og kampen om paragrafferne, som er i spil omkring L87 i en anerkendelse af juraens intrinsiske skelnen mellem juridisk sandhed og falsifikation (Latour 2013:358-359). |
Regeringen
Den centrale aktør bag lovforslaget er den danske regering, som motiverer behovet for lovændringen i nødvendigheden af at sikre danske nationale interesser og sammenhængskraft. Dette kan anskueliggøres yderligere ved Latours afdækning af, hvordan jura kan bruges instrumentelt (2013:362) og på den vis er muliggørende for ændringer i den sociale verden. Jura er fleksibel og afhænger af alt andet - politik, økonomi, tendenser. Regeringen bruger således primært det juridiske som værktøj i en politisk agenda. |
Embedsmænd
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (UIBM) indtager en central plads i den videnskabelige kontrovers omkring L87, da de står for den juridiske vurdering af L87, hvor regeringen primært forholder sig politisk eller ideologisk. Flere interessante opdagelser kommer til syne i denne relation. Ministeriet vurderer, at L87 muligvis strider imod EMRK, men undlader at lave en konkret vurdering og henviser i stedet til muligheden af, at Menneskerettighedsdomstolen vil finde L87 konvenstionsstridigt. Der er således et interessant skisma mellem ministeriets supervisering af regeringens ønskede politik på den ene side og spørgsmålet om objektiv faglighed på den anden side. |
Høringsafgivere
Høringsafgiverne omkring L87 tæller både NGO’er, faglige interesseorganisationer og offentlige institutioner. Sidstnævnte involverer sig ikke i selve den videnskabelige kontrovers med henvisning til deres upartiskhed og forholder sig udelukkende til problematikker omkring den mekaniske implementering af L87 i praksis. Disse beskæftiger vi os derfor ikke indgående med, da de ikke som sådan bidrager til den juridiske-tekniske kontrovers - omend deres rolle som non-aktører også er interessant. De to andre grupper markerer sig derimod med juridisk ekspertviden i vurderingen af, hvorvidt L87 er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. |
Juridisk argumentation omkring L87 og internationale forpligtelser
Herunder præsenteres forskellige fortolkninger af L87 som værende henholdsvis i strid med eller i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, jævnfør EMRK artikel 8 og 14, FN's Børnekonvention og Flygtningekonvention. |
|
|
Kampen på paragraffer
I forhold til den konkrete videnskabelige kontrovers omkring L87 er der blandt høringsgiverne udbredt enighed om, at forslaget strider mod både EMRK artikel 8, FN’s Børnekonvention og for visses vedkommende også FN’s Flygtningekonvention og EMRK artikel 14. Hvorvidt konkrete paragraffer overtrædes er et juridisk fortolknings- og vurderingsspørgsmål, som deler vandene. Det ses, hvordan henholdsvis regeringen, embedsmænd og høringsafgivere har forskellige udgangspunkter – regeringen fremhæver eksempelvis statens interesser, hvor flere høringsafgivere tager udgangspunkt i individets rettigheder for loven. Således bliver forskellige legitimerede eksperter samlet omkring forskellige problematikker og interesser. Paragraffen bruges som kvalifikator uden for diskussion til at ændre rettigheder gennem juridisk forhandling. Her ses også demarkeringen af det homeostatiske juridiske felt i forhold til resten af samfundet – den konkrete juridiske videnskabelige diskussion af L87 foretages af indviede i et lukket rum omkring den institutionelle parlamentariske ramme (Latour 2013:365). Det kræver en særlig ekspertise at kunne begå sig i det obskure, tekniske men samtidig respekterede juridiske kosmos. På den måde kan den konkrete videnskabelige kontrovers omkring L87 siges at være distanceret fra den involverede offentlighed. Interessant er det imidlertid, at kontroversen omkring L87 kontesteres i andre zoner gennem socioontologiske problem formationer. |
Embedsværk, faglighed og etik
Vi kan altså konkludere, at der hersker udbredt usikkerhed omkring fortolkningen af L87 i relation til brud med internationale konventioner. Den danske regering anfører, at nationale hensyn til suverænitet og sammenhængskraft retfærdiggør en konservativ læsning af EMRK. UIBM påpeger sandsynligheden for, at EMD vil finde L87 i modstrid med EMRK, men undlader at komme med konkrete vurderinger og henviser i stedet til regeringens vurdering. Dette er interessant, da ministeriet agerer efter et armslængdeprincip og således ikke som sådan kan tages til indtægt for eventuelle juridiske brud med EMRK. Således stilles der ikke spørgsmålstegn ved Danmarks internationale forpligtelser ligesom den juridiske ekspertise ikke miskrediteres. Inger Støjberg, som er nøgleperson i sagen som minister for UIBM, har ikke den juridisk-tekniske ekspertise (denne bør hun klædes på med fra sine embedsmænd), men derimod en autoritet, som giver hende beslutningskompetence. Dette tydeliggør juraens afhængighed af position og magt. Denne sondring mellem ekspertise og autoritet fremgår tydeligt i dette interview hun giver til dr.dk: |
Inger Støjberg: "Det er klart, at vi går til kanten, men det er vi også villige til, |
Støjberg benytter her sin autoritet og position til at træffe beslutninger, som hun anerkender er i en risikozone for at være konventionsstridig. Flere interesseorganisationer og NGO’er mener dog, at ministeriet kompromitterer egen faglighed i et knæfald for politiske interesser. SOS mod Racisme skriver sig ind i en generel kritik af embedsværket: ”Vi kan kun gisne om, at det er foregået som i lignende sager, der er beskrevet i Jesper Tynell’s bog: Mørkelygten: at embedsmændene har sat lydigheden over for Justitsministeren, Udlændingeministeren eller Statsministeren over egen faglighed og etik.”. Her henvises direkte til, at den juridiske videnskabelighed tilsidesættes for politiske interesser. Amnesty International tilslutter sig denne kritik og tilføjer, at ”Man efterlades med en fornemmelse af, at ministeriets jurister ikke selv tror på den juridiske argumentation i bemærkningerne.”. Her ses, hvordan embedsmænd og ministerielle vurderinger tillægges usikkerhed, og hvordan der sås tvivl om deres status som eksperter.
|